- Taiwan lukket sin sidste atomreaktor i maj 2025, hvilket afsluttede næsten 50 års atomkraftbaseret elektricitet midt i en stigende efterspørgsel efter emissionsfri energi.
- På trods af at produktionen af vedvarende energi mere end er fordoblet på syv år, leverer kul og olie nu over 70% af Taiwans elektricitet, hvilket gør øen stærkt importafhængig og rejser bekymringer om energisikkerhed.
- Den offentlige debat om atomenergi fortsætter, med eksperter og oppositionsledere, der stiller spørgsmålstegn ved elnettes modstandsdygtighed, mens civilsamfundsgrupper driver miljøbevidsthed og kontrol med regeringens handlinger.
- Regeringen stræber efter et netto-nul mål i 2050 gennem politiske incitamenter, demonstrationssteder som Shalun Green Energy, og initiativer, der fremmer nul-emissionsliv og offentlig deltagelse.
- Smarthjem, solpaneler og batterilagring viser Taiwans ambitioner, men at skalere innovationer til at betjene 23 millioner mennesker står over for kulturelle og teknologiske udfordringer midt i global opmærksomhed.
Det svage morgenlys stråler hen over det børstede beton i Industrial Technology Research Institutes emissionsfrie modelhus i Tainan. Uden for glitrende solpaneler under de sydlige himmelstræk er det sidste kapitel i Taiwans atomalder stille lukket. Den 17. maj 2025 slukkede nationen Maanshan Nuclear Power Plant—dens sidste kørende reaktor—hvilket ikke blot markerer pensioneringen af næsten halvtreds års atom-delt elektricitet, men også de indsatser, der er lagt på et nyt, presserende væddemål: Kan vedvarende energikilder sikre øens energidrømme?
Igennem det sene 20. århundrede strømmede atomenergi gennem Taiwans hurtige modernisering som en strøm under dens teknologiske opstigning. På sit højdepunkt kom mere end halvdelen af øens elektricitet fra dens reaktorer. Men mindet om katastroferne i Tjernobyl og Fukushima, sammen med stærke civilsamfundskampagner og fremkomsten af Det Demokratiske Progressive Parti, ændrede den offentlige vilje og politik. Ved udgangen af 2024 var atomkraftens bidrag svundet ind til blot 4 procent af nationens energimix.
Men efterhånden som reaktorerne tavs, voksede Taiwans hungersnød efter energi kun mere. Larmen fra Taipeis metroer og summen af TSMC chipfabriks renrum kræver uophørlig, emissionsfri strøm. Set fra en anden vinkel er øen sårbar—importerer 97 procent af sin energi og læner sig kraftigt op ad den usikre krykke af kul og olie, som nu leverer over 70 procent af dens elektricitet. Nummere stiger: elektricitetforbruget per capita sprang fra 8.885 kWh i 2003 til 11.846 kWh i 2023—en markant kurve drevet af teknologi, urban komfort og drømme om globalt lederskab.
Når man klikker igennem energidashboards, indgår teknologigiganter som Google overskriftsskabende grønne energiaftaler, jagende geotermiske løfter. Men på trods af al fremgang—produktionen af vedvarende energi har mere end fordoblet sig på syv år—fortsætter fundamentale spørgsmål. Kan Taiwan transformere sit net hurtigt nok? Hvad sker der i en krisesituation?
- Den offentlige debat om atomkraftens skæbne forbliver intens. I begyndelsen af 2025 pegede oppositionsledere på meningsmålinger, der viste stor støtte til fortsat atomenergi. Eksperter som Tzu-hsien Tung advarede om, at modstandsdygtigheden er truet uden en stabil indenlandsk energikilde. Nogle, herunder den udtalte atomfortaler Anton Ming-Zhi Gao, satte spørgsmålstegn ved, om folkeafstemninger virkelig blev respekteret af regeringen.
- Civilsamfundsstemmer—repræsenteret af Green Citizens’ Action Alliance (GCAA)—har haft betydelig indflydelse. Deres årlige filmfestival, omdøbt i 2023 til “Climate Tipping Point Film Festival,” præsenterede en global stribe af miljøbekymringer. Visningerne i maj udløste engageret dialog om energiovergangens afvejninger, der tiltrak mere end tusind deltagere og ny kontrol af teknologibranchens påstande.
- Regeringen fortsætter med omfattende planer. Et mosaik af initiativer guider Taiwan mod et 2050 netto-nul mål. Love tilskynder implementeringen af vedvarende energikilder, mens demonstrationsprojekter åbner døre for offentligheden til at udforske og forestille sig nul-emissionsliv. Deltagelse er indarbejdet i politik, med modelhuse designet til at vække både nysgerrighed og debat.
Shalun Green Energy Technology Demonstration Site sætter denne historie i en bevidst, menneskelig skala. I to dage bosatte jeg mig i dette fire-værelses, næsten futuristiske hus—rumligt, solbeskinnet, hjemsøgt af den svage duft af ny teknologi. Panelstyrede lys reagerede på bevægelse. Luften susede blidt, cyklet gennem en varmepumpe og smart kølesystem. Køkkenet satte tradition og innovation op mod hinanden: en velkendt gaskomfur, men alle andre systemer drevet af sollys. Ud for garagen opbevarede neutralt farvede batterier overskydende strøm, mens en ladestation til elbiler ventede, klar til en lav-kulstof pendling.
- Solpaneler dominerede den sydvendte facade og fodrede jævn strøm ind i hjemmet og områdets elnet.
- Informationsskærme kortlagde energibesparelser og live effektivitet og transformerede abstrakte miljømål til daglig, taktil bevidsthed.
- Smart energimonitorering og batterilagring tilbød kontrol, selv når skyerne rullede forbi, og mønstrene for brug ændrede sig.
Dette miljø, lige dele oase og laboratorium, gav et glimt—og en udfordring. At leve uden fossile brændstoffer, eller den stille pålidelighed af atomkraftbaseload, kræver både teknologisk dygtighed og kulturel forandring. Regeringens vision strækker sig langt, men virkeligheden er sværere: Hvordan vil sådan innovation blive skaleret op til et samfund med 23 millioner, eller isoleret fra geopolitiske uroligheder?
Understøttet af strenge videnskabelige metoder og intensiverende offentlig dialog, bliver Taiwans eksperiment fulgt med stor interesse af eksperter inden for energisikkerhed, miljøstyring og politikdesign. Kan en tætbefolket ø med knappe naturressourcer blive Asiens “grønne silikoneø”—ikke bare for en weekend, men som fundamentet for sin teknologiske fremtid? Svaret har implikationer for demokratier overalt, der navigerer det stramme balancegang mellem klimaaftaler, energibehov og offentlig samtykke.
Det næste årti vil afsløre, om øens smarthjem og stigende vindmølleparker kan forankre et modstandsdygtigt, suverænt system—eller om de nukleare spøgelser fra Maanshan, Chin Shan, og Kuosheng vil hjemsøge kanten af Taiwans elektriske drømme.
Dr. Josie-Marie Perkuhn er forsker med speciale i digitalisering, energi og klimapolitik, leder af projektet “Taiwan som en pioner” ved Trier Universitet og tilknyttet internationale politikinstitutter.
Du vil ikke tro, hvad der driver Taiwan nu: De overraskende fordele, ulemper og kontroverser ved en atomfri fremtid
-
Fordele ved Taiwans energiovergang
- Reduceret nuklear risiko: Lukning af gamle reaktorer—som Taiwan Power Companys Maanshan-anlæg—minimerer risici for katastrofale uheld og beroliger offentligheden efter Fukushima.
- Klimaambitioner: Aggressiv vedtagelse af vedvarende energikilder understøtter regeringens netto-nul mål inden 2050 og reducerer nationale kulstofudledninger.
- Innovation og offentlig engagement: Projekter fra Industrial Technology Research Institute og demonstrationssteder fremmer banebrydende løsninger, mens de oplyser borgerne om rent liv.
- Empowered civilsamfund: Grupper som Green Citizens’ Action Alliance fremmer miljøbekymringer og sikrer græsrodsovervågning.
-
Ulemper og begrænsninger
- Energisikkerhedsangst: Taiwan importerer stadig 97% af sin energi—en skarp sårbarhed, især givet geopolitiske spændinger og den dominerende brug af kul og olie.
- Baseload usikkerhed: Uden atomkraft kan netstabiliteten og modstandsdygtigheden lide under vedvarende energiers intermitterende natur eller pludselige efterspørgselspeaks.
- Skaleringsudfordringer: Smarte, bæredygtige hjem og teknologiske pilotprojekter er imponerende, men at udvide dem hurtigt til en hel befolkning forbliver skræmmende.
- Stigende energibehov: Teknologisektorens vækst (drevet af virksomheder som TSMC og Google) skubber elforbruget stadig højere og sætter pres på udvidelsen af vedvarende kapacitet.
-
Kontroverser og offentlig debat
- Demokratisk dissonans: Meningsmålinger og folkeafstemninger har vist betydelig støtte til at bevare noget atomkraft, men Democratic Progressive Party regeringen fortsatte med udfasningen, hvilket skabte beskyldninger om at ignorere den offentlige vilje.
- Civilsamfund vs industri: Indflydelsen fra organisationer som Green Citizens’ Action Alliance former politik og offentlig perception, men står over for modstand fra eksperter og brancheledere, der er bekymrede for netværkets driftssikkerhed.
- Teknologisektorens kritik: Store virksomheders grønne energiforpligtelser tiltrækker opmærksomhed—er deres overskrift-klassifikationsaftaler nok til at opveje de massive energikrav fra en “grøn silikoneø”?
Bundlinje: Taiwans dristige skift fra atom til vedvarende energi er et inspirerende eksperiment i ren energi, men det bringer nye sårbarheder, intens debat og ingen garanti for løsninger for en ø, der hungrer efter strøm og sikkerhed.
Chokerende energiskift: Hvad er næste skridt for Taiwan efter lukningen af det sidste atomkraftværk?
-
Hurtig vækst i vedvarende energi vil accelerere
Med lukningen af Maanshan Nuclear Power Plant er Taiwan klar til at gøre betydelige investeringer i sol- og vindkraft. Stor-skala demonstrationsprojekter, såsom dem ved Industrial Technology Research Institute og Shalun Green Energy Technology Demonstration Site, forventes at tjene som blækstempler for at udvide tag-solar, offshore vind og energilagring i hele landet.
-
Smart grid og digital energihåndtering i centrum
Efterhånden som intermitterende vedvarende energikilder dominerer Taiwans energimix, vil regeringen og partnere som TSMC i stigende grad tage smart grid-teknologier og digital overvågning i brug. Forvent flere hjem, fabrikker og offentlige rum udstyret med realtids energidashboards og automatiserede systemer, inspireret af tidlige brugere, der fremhæves i nylige pilotprojekter.
-
Energisikkerhed og importrisiko driver innovation
Taiwans store afhængighed af importerede kul og gas—nu over 70 procent—gør energisikkerhed til et varmt emne. De kommende år vil se øgede bestræbelser på at udvikle indenlandske alternativer, såsom geotermisk energi, og fremme forskning via statslige organer som National Development Council.
-
Dybere offentlig deltagelse og civilsamfundsinflydelse
Forvent, at organisationer som Green Citizens’ Action Alliance spiller en endnu mere fremtrædende rolle, og bruger arrangementer og kampagner til at vække borgerdebatten og græsrodsovervågningen omkring Taiwans overgangsplan og klimaaftaler.
-
Store virksomheder fører an i lav-kulstof aftaler
Teknologigiganter—fra indenlandske ledere til globale virksomheder som Google—vil indgå flere omtalte grønne energiaftaler, hvilket hjælper med at cementere vedvarende energi som central for Taiwans industri og eksportkonkurrenceevne.
-
Netto-nul politik og innovation mål
Taiwans netto-nul mål for 2050 forventes at drive fortsatte incitamenter, forskningsfinansiering og pilotprogrammer indenfor områder som energilagring, elbiler og emissionssporing.
-
Intens debat om atomkraftens tilbagekomst forbliver mulig
Selvom reaktorerne er blevet pensioneret, er debatten om atomkraft langt fra overstået. Politisk modstand og nogle eksperter forventes at holde emnet i live, især hvis strømforsyningen svigter, med stigende pres for folkeafstemninger eller politikgennemgange i slutningen af 2020’erne.
Mens verden ser til, lover Taiwans næste skridt—drevet af regering, industri og en højlydt offentlighed—ikke bare teknologisk innovation, men et levende eksperiment i demokratiets rolle inden for renenergirevolutionen.
